Artikler

Håndbog i behandlingsarbejde - med børn og unge. (2010)

Ved henvendelse kan et eksemplar lånes.

Mindfulness i behandlingen.   Tidsskriftet AFHÆNGIG - og hva så? (september 2012)

Kontakt og afstemning i behandlingen. Tidsskriftet AFHÆNGIG - og hva så? (juni 2012)

Tilknytning og behandlingsarbejde. Tidsskriftet AFHÆNGIG - og hva så? (april 2012)

Traumatisering og afhænigighed. Tidsskriftet AFHÆNGIG - og hva så? (december 2011)

Hvorfor virker behandlingen ikke? Tidsskriftet AFHÆNGIG - og hva så? (juni 2011)

At arbejde med unge behandlingsbehov. Tidsskriftet AFHÆNGIG - og hva så? (juni 2011)

Klar systematik har givet bedre behandlingsplaner.  Tidsskriftet AFHÆNGIG - og hva så? (marts 2011)

Hvorfor virker behandlingen ikke?

Hvorfor virker behandlingen ikke?

På opholdsstedet Stationen ved Haderslev arbejder vi med anbragte unge, der har svære odds imod sig med mere end en vanskelighed. Der kan være en organisk skade, tilknytningsforstyrrelse, kriminel adfærd, misbrug af rusmidler eller svære adfærdsproblemer. De sociale forhold og samspil, hvorunder disse unge er opvokset, er karakteriseret ved fysisk og psykisk vold, brudte samspil med forældre og skoler. Vi kommer tit til at stille os spørgsmålet; ”Hvorfor virker det ikke, det vi gør?”

Når de unge kommer til os, er der en forventning om, at de ikke kommer i yderligere vanskeligheder eller kommer i en positiv udvikling. Men det sker, at vores behandling af de unge ikke har den effekt, som vi havde håbet på. For at det ikke skal føre til frustrationer, taler vi ofte om, hvorfor vi tror, at behandlingen ikke har ført til en forandring. Det har ført til, at der arbejdes med mere tålmodighed og de unge ses som unikke personer med deres særlige vanskeligheder og potentialer. Det er store kræfter vi er oppe imod, men at italesætte disse gør at samspillet og kontakten til de unge afføder respekt og tålmodighed i vores arbejde med dem. Det professionelle arbejde ses mere som processer end som effektmålinger, og de professionelle arbejder ud fra forventningen at behandling tager tid, og at det ikke er sikkert, vi høster frugten af vores behandling. Her skitseres nogle indfaldsvinkler til, hvorfor behandlingen ikke virker.

At blive anbragt er et massivt miljøskifte fra de kendte familiære forhold og det nære miljø. Dette miljø har indbygget forskellige koder ift. kontakt til voksne og jævnaldrende, døgnrytmer, kontakt med myndighedspersoner mm. Denne ”scene” er de unge vokset op i og kender deres rolle og de forventninger, der er til dem i dette system. Den ”ny scene” på anbringelsesstedet har anderledes forventninger til den nye rolle, de skal spille. Når de unge har tilbagefald i behandlingen, er det ofte den ”gamle scene”, der trækker i de unge, selvom de forsøger at gøre modstand for at kunne gøre det mest hensigtsmæssige. I vores behandling har vi respekt for disse kræfter og taler med de unge om de rolleskift og identitetskampe, de arbejder i.

Ud fra en neuropsykologisk vinkel taler vi ofte om de selvbeskyttelsesstrategier, de unge opbygger. Ofte er de unge gode til at snyde os, med det de siger og gør overfor os. De kognitive systemer er overudviklede, da mange voksne har talt med dem, og sproget er for de unge blevet et skjold og værktøj til at behage eller holde voksne væk. De underudviklede systemer omkring følelseshåndtering og sanseintegration kommer ikke i spil, og de unge har ofte direkte ubehag ved at få kontakt til disse. Så hellere tage en snak med en velmenende voksen, der vil redde en. I kritiske og pressede situationer duer snakken ikke, og her kommer de unge ofte til at reagere i affekt med enten kamp, flugt eller frystilstand for at redde sig ud af vanskeligheder. Det mest meningsløse spørgsmål til de unge er; ”Hvorfor gjorde du det?” De kan ikke svare på det, for det var nervesystemet og selvbeskyttelsesstrategien, der styrede dem. Derfor arbejder vi ofte med sansetræning, nærvær og nærkontakt med de unge uden alt for mange ord, for at skabe udvikling i de neuropsykologiske systemer.

En tredje mulighed for, at behandlingen ikke virker, er at få øje på den uhensigtsmæssige adfærd som negative automatiske tanker, der kommer til at styre de unges adfærd. Pr. automatik igangsættes en indre arbejdsmodel eller skema for at håndtere en kritisk situation. Disse modeller eller skemaer er opbygget gennem de tidlige erfaringer, de unge har fået med voksne. For de unge giver det sikkerhed at arbejde i disse modeller og skemaer, da de er genkendelige, og de dukker op automatisk uden at de unge skal anstrenge sig. De bliver ligefrem til leveregler, men på forvrænget grundlag. Nogle af de unge kan få indsigt i disse processer og selv opdage samt stoppe uhensigtsmæssig adfærd. De voksnes opmærksomhed på de negative automatiske tanker kan give en forståelse af, hvorfor de unge fortsætter med problemadfærd.

Når de professionelle italesætter disse processer hos de unge og i behandlingen, fører det til en ydmyghed overfor at skabe forandring og udvikling hos mennesker. De unge laver sig ikke om i forbifarten, for det kræver jo nærmest en ”landsby” med mulighed for nye erfaringer og roller, være tæt sammen med voksne og ikke kun tale med dem, have tid til at prøve nyt og også dumme sig, turde se på automatpiloten. De unges tidligere nærmiljø har ikke lignet noget af dette. I al beskedenhed forsøger vi på Stationen at skabe små samfund, der giver de unge mulighed for at udvikle sig på alle områder.

Henrik Møller

psykolog aut.

Opholdsstedet Stationen

Fjelstrupvej 129

6100 Haderslev

Kontakt og afstemning i behandlingen

Kontakt og afstemning i behandlingen

På opholdsstedet Stationen ved Haderslev kan man komme til at se en pædagog og en af de anbragte unge holde i hånd eller pædagogen trykker den unges fingre, massere nakke eller hårbunden. Ud fra den neuro-affektive udviklingspsykologi bliver der bevidst arbejdet med fysisk kontakt og berøringer. Selv undvigende eller urolige unge kan finde på at række hånden frem for at bede om kontakt.

At være sammen i stille stunder kan regulere mængden af indtryk og følelsespåvirkninger. Kontakt og berøring virker stressregulerende for de fleste anbragte unge, især når verden synes kaotisk og uoverskuelig. Kontakt og berøring har betydning for, at de unge for mulighed at blive ”samlet”. Ved at mærke sig selv udefra hjælpes de unge til at kunne mærke sig selv indefra. Kroppen er på den måde den unges mulighed for at mærke sine følelser. Med udgangspunkt i den unge søger pædagogerne at intervenere på forskellige reguleringsniveauer.

På et sansemæssigt niveau handler det primært om at skabe resonans og ro i et skrøbeligt autonomt nervesystem, der kæmper for overlevelse og at skabe balance mellem det aktive og handlende (sympatiske) og det hvilende (para-sympatiske) nervesystem.

På det følelsesmæssige niveau handler det om at skabe udvikling indenfor et kontaktfelt. Skabe resonans mellem ansigtsudtryk, blikkontakt, sprogmelodi, kropsbevægelser og timing. Leg og kontakt er i sig selv vigtige næringsveje til den unges udvikling og trivsel og indgår i affektive afstemningsprocesser.

På det tankemæssige niveau handler det om med ord og refleksion at skabe forståelse for adfærd, handlinger og følelser. Den refleksive mentalisering af følelser og sansninger er grundlaget for personlig udvikling.

Et af menneskets mest arvelige behov er dets behov for at indgå kontakt og relationer til andre mennesker. Oplevelsen af at være vigtig for et andet menneske er essentielt og samtidig medvirkende til, at de unge kan udvikle fornemmelsen af sig selv. En stabil selvfølelse udvikles optimalt, hvor den unge for mulighed for at se sig selv spejlet med sine personlige egenskaber og sit individuelle temperament. At der er barrierer hos pædagoger og lærere for at tage ansvaret for denne form for kontakt er almindeligt. Men når de forsøger, skabes der overraskende fantastiske øjeblikke. Hos de unge ser det ud til at være helt naturligt. Her er ramt en guldåre med mulighed for nye erfaringer og udvikling. Både for de unge og de professionelle.

Henrik Møller, psykolog

Opholdsstedet Stationen

Fjelstrupvej 129, 6100 Haderslev

Mindfulness

Mindfulness 

 

Der er meget opmærksomhed på mindfulness for tiden. Det bruges både i skolen, til almindelig velvære og i behandlingen af bl.a. depression, angst, stress og afhængighed . Hvad er det egentlig, og hvad er det man arbejder med, når man træner mindfulness?

 

Mindfulness er en særlig måde at være opmærksom på – en åben form for opmærksomhed. Man forfølger ikke sine tanker; hvor kom de fra, hvad satte dem i gang, hvad handler de om, hvordan undgår man dem, hvorfor kommer de igen? Man forsøger heller ikke at undertrykke eller ignorere sine følelser. Man accepterer og betragter blot sine tanker fra øjeblik til øjeblik som begivenheder i bevidstheden uden hverken at dømme eller vurdere dem. Man er blot opmærksom på, at de er der lige nu og lægger måske tillige mærke til bestemte tankemønstre, som man ofte gør brug af i pressede og stressede situationer.

Nogle mennesker kører det meste af deres liv på autopilot, hvilket gør det lettere at blive revet med af negative tanker og følelser, hvilket i sig selv kan være en stressfaktor, der øger risikoen for en yderligere forstærkning af oplevet stress og tristhed! Opmærksomheden er som oftest optaget af tanker om enten fortiden eller fremtiden, og man går dermed glip af rigtig mange af de ting, der sker her og nu, netop fordi vores opmærksomhed er alle andre steder end her!

 

Det handler slet og ret om, at man bliver i stand til at være mere til stede i nuet, og ikke altid at være i gang med at planlægge og organisere hver eneste detalje, der ligger ude i fremtiden - ting man hele tiden skal nå og have styr, før man kan slappe af. Man når netop aldrig rigtigt at få slappet af, da der hele tiden dukker en ny fremtid og nye ting op, som der også skal være orden på, inden man igen kan slappe af osv.

 

Denne særlige måde at være opmærksom på skaber et nærvær, ikke bare i forhold til andre, men især et nærvær i forhold til sig selv. Man bliver bedre i stand til at træde et skridt tilbage fra sine tanker og se dem fra et andet perspektiv og dermed opleve og se tingene og andre mennesker, som de er, uden at man bliver fanget ind i fordomme eller andre tankeforstyrrelser. Man bliver mere klar og kreativ!

 

I Mindfulness er det ikke nødvendigt at søge udenfor sig selv, for at kunne udvikle nye måder at forholde sig til sine tanker og følelser på. Alle ressourcerne findes i en, men det forudsætter, at man bliver i stand til at blive opmærksom på dem – de er der allerede!

 

 Mindfulness omhandler evnen til at være bevidst og ikke-dømmende over for nuværende oplevelser. Når livet er svært, præget af stress, angst eller bekymring, har man ofte en tendens til at flygte fra og undgå kontakten med de umiddelbare oplevelser. Vi gør så og sige, hvad vi kan for ikke at mærke, føle og opleve, hvordan vi egentlig har det. Vi gør derfor brug af forskellige undgåelsesstrategier og dårlige vaner. Måske forsøger vi at gruble og tænke os ud af situationen? Måske bliver vi selvkritiske og hårde over for os selv og andre? Måske benytter vi os af rygning, alkohol eller overspisning? Alle kender formentlig selv de strategier, som man anvender, når man bliver stresset eller presset. Problemet er blot, at disse undgåelsesstrategier og dårlige vaner ofte forværrer vores problemer og psykologiske tilstand.

 

Træning i mindfulness tilbyder et mere positivt alternativ. Mindfulness-træning handler om at lære at være mere bevidst opmærksom og mindre dømmende over for vores oplevelser. Denne accepterende forholdemåde er særlig vigtig, når vi er stressede eller har det følelsesmæssigt svært.

 

Formålet med mindfulness-træning er kort sagt at øge vores villighed til at forblive i kontakt med nuet – uanset om det opleves behageligt eller ubehageligt. Videnskabelige undersøgelser peger på, at mindfulness er effektivt over for symptomer på bl.a. stress, angst, depression og bekymring.

 

 

Henrik Møller

psykolog aut.

Opholdsstedet Stationen

Fjelstrupvej 129

6100 Haderslev

mobil 2790 2251

www.inst.stationen.dk

 

 

 

 

 

 

Tilknytning og behandlingsarbejde

Tilknytning og behandlingsarbejde

I behandlingsarbejdet med anbragte unge på opholdsstedet Stationen ved Haderslev er der fokus på ikke kun at være fysisk nærværende, men også psykologisk nærværende og aflæse og reagere på børn og unges signaler. Tilknytningsbegrebet og de forskellige tilknytningsadfærd både omsorgspersonerne og børnene har udviklet, og som udspiller i vores dagligdag, bruger vi bevidst til at kunne indgå i en udviklende relation.

Hvis barnets primære tilknytningsperson er til at stole på og lydhør overfor dets fysiske og psykiske behov, vil barnet udvikle en tryg tilknytning. Barnet vil kunne bruge denne person som en tryg base, hvorfra det kan udforske omverdenen, og som en sikker havn, det kan vende tilbage til, hvis det føler sig urolig og tilknytningssystemet slås til. Efterhånden lærer barnet at regulere sine følelser enten af sig selv eller ved hjælp fra andre

Den mest almindelige form for utryg tilknytning i den vestlige verden kaldes undgående tilknytning og indebærer, at barnet holder en fysisk og følelsesmæssig distance til tilknytningspersonen. Barnet har lært at skrue ned for sin tilknytningsadfærd og skjule sine følelser, fordi det konsekvent er blevet afvist, når det har vist sine følelsesmæssige behov. Barnet tilpasser dermed sin adfærd, holder masken selv om han er stresset eller bange, for ikke at fremkalde en afvisning. På den måde håber barnet, at kunne få en smule nærhed. 

Den ambivalente tilknytning viser sig i direkte modsætning, da barnet er uafbrudt optaget af tilknytningspersonen og skruer mest muligt op for tilknytningsadfærden. Barnet har erfaret, at den voksne er lunefuld og uforudsigelig og mere optaget af sine egne behov end af barnets, hvilket har medført, at det har tilpasset sig ved at skifte mellem en klyngende adfærd og højlydte protester. På den måde håber barnet at tiltrække opmærksomhed.

Den alvorligste form for utryg tilknytning kaldes desorganiseret tilknytning. Den er meget almindelig hos børn, der har været udsat for grov vanrøgt, stærke fejlfortolkninger af adfærd eller former for overgreb. Når tilknytningssystemet aktiveres, splittes barnet derfor mellem en impuls til at flygte og en impuls til at søge beskyttelse fra tilknytningspersonen. Der ses ofte bizar og modsigelsesfuld adfærd, og barnet kan tabe kontakten til virkeligheden.

Vi vokser aldrig fra tilknytningsadfærden. Vi har den med os gennem hele livet, selvom den ikke aktiveres så let hos voksne som børn. Denne indre arbejdsmodel af samvær med andre mennesker er lagret i den implicitte ikke-bevidste hukommelse og opstår og styrer os uden, at vi er bevidste om det. Det betyder også den kan være svær at forandre.

Her er eksempler på menneskelige evner, der forsøges udviklet gennem samspil mellem professionelle omsorgspersoner og de anbragte børn og unge:

At skelne mellem fantasi og virkelighed; det drejer sig om at holde de tanker, følelser og ønsker man har inde i sit hoved, ude fra alt det, der befinder sig udenfor.

At koncentrer sig; evnen til at holde reflekser og impulser tilbage og bevidst vælge at rette opmærksomheden mod noget bestemt.

At forholde sig til sine følelser; identificer følelsen og se hvordan den er opstået og hvad den fortæller en – skrue ned for følelsen så den bliver tydeligere og mulig at undersøge – og til sidst udtrykke følelsen.

De professionelle omsorgspersoner opfordres gennem supervision og refleksion at tage hensyn til eller ligefrem gå imod deres eget tilknytningsmønstre, da det kan have stor betydning for relations- og behandlingsarbejdet. Det kan være tendenser til at trække sig, klare sig selv uden at inddrage andre, overvældet af følelser og gøre sig stærk synlig og hørbar for at blive set og taget sig af, bange for andre mennesker, udvikling af hukommelsessvigt. Netop gennem opmærksomheden omkring disse processer kan man få øje på de barrierer, det giver for sit professionelle virke. Derfor opfordres der til, at eksperimentere med at gå imod ens egen umiddelbare tilknytningsmønster og få nye erfaringer, til gavn for de anbragte børn og unges udvikling af tilknytningsmønster.

Henrik Møller

psykolog

Opholdsstedet Stationen

Fjelstrupvej 129

6100 Haderslev

Traumatisering og afhængighed

Traumatisering og afhængighed

Opholdsstedet Stationen ved Haderslev har anbragte unge der har været udsat for massivt omsorgssvigt og ofte med traumer forbundet hermed. De unge håndterer nogle gange disse traumer med brug af rusmidler, alkohol eller selvskade – nogle gange med afhængighed til følge. Handlingen er at betragte som en selvbeskyttelsesstrategi, mens afhængigheden er opbygget pga. det bagvedliggende traume.

Det er vigtigt at forstå adfærden bag massivt alkohol- og hashmisbrug samt cutting. Derfor sættes der ofte fokus på traumer, PDST-adfærd og deres betydning i behandlingsarbejdet med de anbragte unge, hvilket denne artikel forsøger at fortælle om.

Traumer og posttraumatisk stress (PTSD) hos de unge beskrives ofte oplevelser af tankemylder, mareridt, indre kaos, ensomhed og angst (intrusion). De unge kan være belastet af flashbacks, det vil sige gentagne erindringer om traumerne såvel vågen som i drømme. Mange beskriver det som en indre film, uden at de selv har indflydelse på det. Små uskyldige signaler kan minde dem om traumet, der kan gentage sig i en uendelighed.

De unge forsøger at undgå stimuli, der er forbundet med traumet (avoidence). De trækker sig følelsesmæssigt tilbage for at beskytte sig mod at blive oprevet. Resultatet er imidlertid et forarmet følelsesliv, hvor aktiviteter og tanker, der kan minde om traumet, undgås. Dette går stærkt ud over deres engagement i forhold til skole, interesser, følelsesmæssige relationer og aktiviteter. De unge kommer ofte til at føle sig ensomme og isolerede. Fremtidstanker er stærkt begrænsede.

De anbragte unge med traumer oplever vedvarende symptomer på øget anspændthed (arousal). De har vanskelig ved at falde i søvn eller sove igennem, irritabilitet og vredesudbrud, koncentrationsvanskeligheder, overvagtsomhed og overreaktion på forskrækkelse. Det er typisk, at der kommer fysiologiske reaktioner ved aktivering af traumet med f.eks. hjertebanken, åndenød og svedeture.

Kroppen er i et kronisk alarmberedskab, der iværksættes ved usikkerhed og angst. Det bliver sværere at skelne mellem farlige og ufarlige stimuli. De traumatiske erindringer generaliseres til at omfatte en masse uskyldige stimuli, som med et øjebliks varsel kan udløse en panikreaktion: En lyd på gaden, en berøring, et tonefald.

Børn og unge mennesker med traumer er i fysisk og psykologisk vækst, og voldsomme oplevelser kan derfor potentielt forårsage forstyrrelser i udviklingen på flere områder. Børnene er afhængige af den kognitive modenhed til at kunne sætte ord på mere komplekse forhold som følelser og reagerer ofte adfærdsmæssigt og somatisk. De mangler et begrebsapparat at fortælle ud fra og kan derfor blive noget fremmedgjort overfor sig selv og andre som resulterer i svær ensomhed. Børn og unge kan være angst for at blive psykisk syg og ønsker ikke at skille sig ud fra kammeraterne, og de forsøger at undgå, at traumatiske erindringer får betydning.

Af mindre hensigtsmæssige selvbeskyttelsesstrategier kan nævnes for meget computer, TV og mobil. Det gode ved disse strategier er, at der er en distance til at gå til og fra og lave hurtige skift uden at sidde fast i den traumatiske oplevelse.

Men desværre ser vi ofte de unge vælger rusmidler eller selvskade til at beskytte sig mod de traumatiske følgevirkninger. Rusmidlet eller selvskaden kan give en umiddelbar lindring, ro og afslappethed. Kroppen tvinges til at slappe af og den unge føler et fravær af alle symptomerne, der plager dem. Nogle gange bliver de unge afhængige af denne copingstrategi, og derfor skal der en mere systematisk og målrettet indsats til for at få de unge i en mere hensigtsmæssig udvikling.

Derfor bliver behandlingsindsatsen kompliceret, da der både skal arbejdet med det bagvedliggende traume og f.eks. misbruget af rusmidler. På Stationen arbejdes der i forhold til misbrug med åbenhed og dialog. Her tales der respektfuldt om, hvordan rusmidler er en selvbeskyttelsesstrategi og copingstrategi - der dog er uhensigtsmæssig. Samtidig arbejdes der med kognitiv adfærdsterapi, der forsøger at bearbejde de uhensigtsmæssige tanker, kropslige sansninger og følelser, som styrer adfærden.

Henrik Møller

psykolog aut.

Opholdsstedet Stationen

Fjelstrupvej 129

6100 Haderslev